lørdag den 3. september 2011

Familieweekend 2012

Familieweekenden 2012 ligger i uge 34 - fra fredag d. 24.- søndag d. 26. august i Sverige.

I kommer bare i løbet af fredagen og sætter telt op mv. Jeg tror, at vi allerede tager derop torsdag. Vi går ud fra at vores første fælles måltid er aftensmad fredag. Og søndag regner vi med, at folk går i gang med at pakke ned i løbet af formiddagen. Så kan vi spise rugbrødsmadder, eller noget andet nemt, sammen, inden vi kører hjem til Danmark igen.

Jeg har prøvet at lave en rutevejledning til vores hytte - den ligger nær en by, der hedder Knäred (i Laholm kommune). Klik på nedenstående link eller læs nederst på siden.
Ruteplan - link


I kan sove i telt eller campingvogn på vores grund. Der er mulighed for at sammenlagt 5-7 personer kan sove i vores lille hytte eller skuret. Giv besked, hvis I gerne vil have en plads.

I Knäred - som ligger ca. 7 km. væk er der en billig campingplads: Flammabadets Camping. De har også primitive hytter. Der også et lille hotel: Hotell Freden.

Vi har ikke vand eller el på grunden. Så medbring gerne hvad I har af vanddunke, lommelygter og evt. køletaske m. fryseelementer. Eva og Wisti vil komme i campingvogn, og de har et smart gas-køleskab. Vi har et køkken med gaskomfur.

Vores hytte kan ikke rumme os alle, hvis vejret bliver dårligt. Så I må også gerne medbringe pavilloner, hvis I har sådan nogle liggende. Vi bor dejligt fredfyldt midt i en skov, nær en mose, så I fortryder sikkert ikke, hvis I medbringer myggesprayen.

"Toiletterne" er hhv. gl.dags lokum (siddebræt med et hul i - i et lille skur) eller en lokumsspand m. låg (også i et lille skur). Og så er man velkommen til at tisse bag et træ. Man kan komme i brusebad for en svensk 5'er i Knäred. Her kan man også finde rigtige træk-og-slip toiletter :-)

I uge 34 burde skoven bugne af svampe som Karl Johan og andre gode rørhatte. Og hvis vi er heldige kan vi stadig finde kantareller. Mums!

Kraka, Kalle, Sigga, Bjørn og Nana



Rutevejledning til Kyrkhult, Knäred, Laholm, Sverige

Bjørn og Nanas hus i Sverige - Kyrkhult 14: 1

Tag færgen til Helsingborg eller kør over Øresundsbroen. Følg E6 / E20 til Laholm (kort efter Hallandsåsen).

Fra Laholm til vores hus er der ca. 25 km.

Kør gennem Laholm - langs elven "Lagan" og kryds Lagan ved vandkraftværket. Lige efter vandkraftværket: Drej til højre mod Knäred / Markaryd. Følg vejen den til den slutter i et T-kryds. Drej til højre ad 117 mod Knäred / Markaryd - kør til Knäred.

Kør ind gennem Knäred (Smålandsvägen, som skifter navn til Stationsvägen og Prästgårdsvägen). Følg Prästgårdsvägen ca. 5-6 km. nordpå ud af byen (mod Mästocka). Drej til venstre ved skiltene mod "Kyrkhult 1" / "Sibbalt".

Følg den smalle asfalterede vej. I et sving mod venstre bliver vejen til en grusvej der går nedad bakke. For enden af bakken, står to grønne skraldespande inde til venstre. Her er en lille ujævn jordvej (vores indkørsel). Følg jordvejen forbi et brunt sommerhus på højre hånd. For enden af vejen er vores grønne hus - det første I ser på vores grund, er et lille svenskrødt skur.

Välkomman!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar